Jeg var bare læse en humoristisk debat om en musik forum vedrørende emnet "kunstmusik" versus "underholdningsmusik." Jeg siger det var "humoristisk", fordi jeg altid ser morede ved visheden om, at nogle mennesker har i deres udtalelser om, hvad funktion musikken skal være, og hvordan det skal lyde.
Flere af deres argumenter, jeg har hørt i årevis, såsom: mest pop "musikere" ikke har nogen væsentlig musikalsk uddannelse. Ordet "musikere" i virkeligheden var sat i anførselstegn, som om at spørgsmålet om, hvorvidt folk, der skriver og udfører pop musik er faktisk musikere. Pretty utroligt. Det minder mig om en samtale, jeg engang læste med stor film komponist Jerry Goldsmith. Han var nedgørende anden film komponist fordi komponisten ikke kunne læse noder.
Nu er jeg rent faktisk har enorm respekt og beundring for det arbejde, af Jerry Goldsmith. Men også han faldt i den fælde, at placere en værdidom over en musiker baseret på personens musikalske uddannelse.
Jeg har læst i årevis, at Paul McCartney ikke kan læse noder. Har det påvirket nogens nydelse af hans fantastiske melodiske gaver, sangtalent, og instrumental færdigheder? Er Sir Paul en musiker eller bare en "musiker?" Jeg kan garantere dig, at hundred år fra nu, vil Paul McCartney's musik er lige så elsket som Jerry Goldsmith's musik (hvis ikke mere).
I ovennævnte musik forum, var et andet begreb, der blev fremført, at "underholdningsmusik" ikke gør du tror, mens "kunstmusik" gør. Jeg kan ikke tale for nogen anden, men når jeg ønsker at tænke, vil jeg læse en bog af Platon. Jeg vælger at lytte til musik i disse spænder af tid, når jeg ikke ønsker at læse en bog. Musik er først og fremmest en sanselig oplevelse. Hvis du har brug for intellektuel stimulering under din nydelse øjeblikke, at kun taler til dine behov, ingen andens. (Der er intet galt med disse behov, men de er dine behov alene).
Videnskaben har for nylig opdaget, at vi ikke oplever musik på bare en del af vores hjerne. Vi oplever det i receptorer i hele vores hjerne. Forskerne mener, at en del af hjernen kan opleve den rytmiske elementer i musikken, mens en anden del af hjernen oplever på banen. Vi ved fra vores egen livserfaring, at folks hjerner assimilere de samme oplysninger forskelligt. Hvordan skulle man ellers kunne man forklare folks forskellige meninger om mad, kunst og sågar politik? Vores individuelle hjerne ledninger kan forklare, hvorfor stærkt rytmisk musik kan appellere til nogle, mens rigt melodiske musik kan appellere til andre.
Så for at klassificere musik som enten "kunst" eller "underholdning" er simpelthen absurd. Vi er alle kablede forskelligt, og alle vores valg i livet afspejler dette. Nogle mennesker er meget cerebral af natur, andre er meget mere sensuel og endnu andre er en kombination af begge dele. Musik er ikke en konkurrence, og folk har brug for at modstå fristelsen til at gøre det til én. (Medmindre konkurrencer er, at vigtige for dig).
comments… read them below or add one } (4 kommentarer ... læse dem nedenfor eller tilføj en )
Jeg plejede at være "uber"-Music Snob alle tiders. Klassisk musik KUN var vigtigt for mig - selv om jeg har foretaget justeringer for Broadway Show melodier og film baggrundsmusik, (der var for det meste på den klassiske stil alligevel.)
Hvad er ændret mit sind? Watching "The Partridge Family"! Ingen kidding! I en episode, David Cassidy karakter Keith Partridge, (en rock musiker), har en super-crush på en smuk klassisk musiker. Han selv forsøger at skrive sin egen koncert i den klassiske stil. Da dette er IKKE hvor hans talenter ligger, hans "koncert" er worst-klingende og sammensættes i historien. Så han går tilbage til sin egen type af musik .... I de sidste scener, er det Partridge Family giver en koncert i den stil, de er bedst. I publikum, er Keith's klassisk-musiker kæreste sidder ved siden af hendes lærer. "Det musik," siger hun, "er SO simplistisk!" Måske ", svar hende professor. "Men det gør folk glade ... og det er det MUSIC er meningen med det!"
Jeg stadig gerne klassisk musik - og Broadway Show musik og film baggrundsmusik. Men jeg ser nu poesi af Beatles, glæden-i-fri Elvis Presley's musik, hjertet og sjælen, som er så reel i Country Music, og det glade opgive på latin Music. Og stort set alle andre slags musik, også!
Gregorian Chant eller Hip-Hop .... Hvis den gør folk glade, så er det MIN type musik, nu!
Hej Alexandra,
Jeg kunne ikke være mere enig med din konklusion. Jeg er meget glad for du har i høj grad udvidet din musikalske horisont.
- Gary
For min del kan jeg ikke se, hvordan man kan nyde klassisk musik udelukkende som en form for intellektuel opfyldelse ... Og nogle gange har jeg stadig reminiscenser af mine tidligere nag seriel musik, aleatoric musik, ting, der appellerer til det rationelle sind, men ofte forsøgt at gøre så uden respekt for den følelsesmæssige natur musik, ved at gøre dette fremmedgør borgerne og ødelægger klassisk musik plads i den populære verden ... Men klassisk musik er stadig spillevende, og bruges stadig i dag, selv om skjult bag gardiner af cinematografi eller andre visuelle medier af den slags ... Måske fordi det også rammer de følelser og genererer mavefornemmelse lige på stedet.
Den blev brugt til at generere en følelse af ærefrygt i film som Jurassic Park, følelser af kærlighed i Spiderman, følelser af fortvivlelse i Empire Strikes Back. Alle disse eksempler afspejler situationen symfoniske tone digte, der forsøgte at gøre det samme i en epoke, hvor levende billeder var stadig ikke-eksisterende. Jeg ville ikke kvalificere det som ren intellektuel opfyldelse for at modsætning dette aspekt med pop musik, langt fra det!
I den forstand, musik klassisk kunne være så pop som man kan få. Mit gæt er, at snobberi af de få i magt inden for klassisk musik verden har bidraget til dets adskillelse fra den offentlige mening.
Jeg vil sige, at klassisk musik har potentiale til at appellere til alle så meget som pop musik. Sidstnævnte bruger en fusion af musik med sprog, poesi, en følelse af personlighed væskende fra sangerens mund, som alle kombinerer at generere følelser. Hvis vi tager en pop melodi, og vi fjerne alle de dele, ville det sandsynligvis appellere til langt mindre folk end det ville med dem.
Samme for klassisk. Måske er det synes intellektuel at størstedelen uden hjælp fra støttende medier som ovennævnte punkter, men det forekommer, at langt størstedelen, der ville normalt ignorere denne type musik får stærkt følelsesmæssigt involveret når at musik er suppleret med en intuitiv visuelle og verbale medie, således at tydeliggøre dets formål, ligesom i film.
Forhåbentlig en dag vil blive anerkendt, og så ville der være balance, forsoning, og ingen ville henvise til "pop" musik eller "klassisk" musik længere. Sikke en drøm det ville være!
Hej Epichorns,
Meget tankevækkende kommentarer og velskrevet. Det altid undrer mig, at æstetisk nydelse er ikke den foranstaltning, som alle bestemmer værdien af en kunstnerisk skabelse. Og det undrer mig endnu mere, at nogle mennesker hævder at være den myndighed, hvad der er æstetisk tiltalende.
Desværre alt dette er en funktion af menneskelig adfærd. Nogle mennesker er ikke sikker nok i deres egne meninger og de forventer, at andre til at fortælle dem, om noget er godt eller ej. Kritikere lever ud af dette. Lad os nu se på den rolle, kunst og musik påskønnelse klasser. Der er intet galt med at lære interessante fakta fra disse klasser, og du vil helt sikkert blive udsat for kunstværker, som du normalt ikke ville blive udsat for. Disse er alle store ting. Men du bør ikke have anden person til at fortælle dig, hvad musik og kunst du gerne. Lyt til musik og se på kunst dig selv. Hvis du kan lide det, det er godt. Periode.
Og som jeg nævnte tidligere, andre mennesker føler behov for at afgøre for dig, hvad der er godt eller dårligt musik. Så det er virkelig op til os at udsætte os for alle de kreative, der er omkring os, og at beslutte for os selv, hvad vi kan lide.
- Gary